Det er nu skønt, når vi lige får en ekstra fridag/helligdag i ugen.
Og der går ikke lang tid efter morgenmaden er spist at familien trækker i arbejdstøjet “vi elsker vores ude- arbejdstøj” du ved “Ta den gamle sweater på….” og så gå i gang med, hvad der ligger for af små gøremål.
Hurtig kommer der gang i diverse maskiner…det brummer hist og pist, græsset blev slået for første gang og Thomas er ved at kultivere hestemøg ned i køkkenhaven, som har ligget der en måned eller to. Det skal også lige siges at Thomas selv har hentet det på vores hestemark i marts måned, inden de kører hen over marken med traktor og græshavren og jævner det hele ud. Thomas er 11 år, men har mega meget tjek på det med maskiner, traktor og han er en stor hjælp, når noget skal laves. Vi elsker at lave noget sammen og arbejdsbyrden bliver lidt mere overskuelig, når vi er flere.
Og når vi så er ved køkkenhaven, hvor vi har buske som stikkelsbær, ribs, solbær, hindbær og blåbær, så fortsætter en summen, som dog ikke kommer fra maskiner men fra en humlebi, der er ved at guffe løs af de friske nye blomster på buskene. SÅ hyggeligt !!
Det er dejligt at have planter i sin have, som kommer år efter år, helt uden man skal røre en finger. Du skal bare nyde, beundre og glæde dig over, hvad naturen igen beriger os med som her rabarber, der faktisk er groet helt vildt i denne uge.
Eller kruspersillen som har overvintret – set træt ud i lang tid, men nu atter er klar til at vi kan høste lidt af den igen.
Eller jordbærplanterne som er godt på vej. Uhhh hvor vi gælder os til at kunne spise jordbær med fløde eller mælk lige til, vi er ved at revne. Det er nu fantastisk. Vi lægger lidt halm mellem rækkerne for at undgå de bliver så beskidte, de dejlige bær og for at holde ukrudt nede. Det skal dog siges at vi først er begyndt med det, efter vi har lagt sneglehegn rundt om hele køkkenhaven, for ellers har du ideelle betingelser for at dyrke snegle i stedet for – og det er jo IKKE meningen !!!
Så når du tænker på at dyrke et eller andet, så er det skønt også at have noget, der bare kommer helt af sig selv. Jordbær kan nærmest gro allevegne i potter, højbede, altaner – men husk at give dem næring i form af en eller anden slags gødning nu her, så kvitterer de med de dejligste bær.
Vi håber du også kommer ud og får plantet, sået eller forberedt et eller andet, som er muligt for dig og dine kære. Den energi, som ligger i at sætte et frø eller få noget til at gro, er hver gang et lille mirakel.
Rigtig god Bededagsferie kærlig hilsen Laila og Maria